Hjemmeside1
Efteråret 1915

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

Den 3 august

Min første aften her.
I aften har Ragna Røkholt og Astrid Habberstad været her. Først kom Ragna, og hun, Marit og jeg har opfrisket en hel masse fællesoplevelser fra Danmark, drukket kaffe og haft det så hyggeligt. Lige da Ragna skulle gå, kom Astrid, og så blev da hun og jeg i en fart vældig gode venner.

Den 4 august
På Wormvik.
 I aften var jeg i Marits hjem, Vormvik, vi har sunget i den danske højskolesangbog og haft det så hyggeligt. Det er et dejligt hjem med højskoleånd og mange vakre jenter. Vi var på fjeldet for at finde en plante som hedder linnæa, en ægte norsk fjældplante.

1. Vælg duftende syringer,
Vælg rosa, vælg viol,
Jeg vælger mig linnæa,
De stille hjems symbol.


2. Den sværmer ej moderne
I have eller eng,
Den blomstrer heller gerne,
På skogens moseseng.


3. I skær og enkel ynde
I skogens rene luft;
Flimrer ej i brynde
Av giftig glans og duft


4. Og der er to på stilken,
om dier livets strøm,
Ja der er to på stilken
I ædel lykkedrøm.


5. Hvor ingen fremmed støjer
I svanetemplers fred,
Sig ydmyge de bøjer
I al sin lykke ned.


6. Vælg duftende syringer
vælg rosa, vælg viol,
Jeg vælger mig linnæa,
De stille hjems symbol


Kristoffer Skolens





 Ja jeg fandt blomster, og nu får vi jo se om den bliver stor og stærk, til den skal over Skagerak. Da vi var på fjeldet havde vi den yndigste udsigt ned over hele bygden og elven (Vorma), broen og misbjergene der langt ude.
 Jeg har spist gedeost i dag, det havde sådan en pudseløjerlig smag.


Ikke Røkholt


Den 5 August.
På Røkholt.
 I dag har jeg været i Magnas hjem, Røkholt. Marit og jeg gik "Up over" ved højskolen, omkring Tunsaga (gårde) , nedenom Skræfjeldene, i daglig tale kaldet "Skreia". Røkholt er en ægte norsk bondegård, med lysegrå stuebygning og rødt "fjøs". Et fjøs er noget af alt, i den nederste del er det egentlige fjøs (kostald), plads til hest, geder, svin, vogne og maskiner. Øverst op kører de hølæssene og vælter dem ned i store dybe rum. Ragna kom ud og tog imod os, og snart sad vi på de bedste pladser i den bedste stue. De havde travlt på Røkholt, det var jo søgnedag, og der var en masse slottefolk (høstarbejdere). Vi spiste til aften lefser og en slags røræg (resten var dansk). Jeg tilbragte en dejlig aften sammen med Marit, Ragna, fru Skov og hr. og fru Røkholt. Jeg skulle prøve at tale norsk, men fru Skov afbrød mig og sagde, ikke De må, ikke De må, det er jo landsmål. Ragna fulgte os omtrent hjem, vi kunne ikke blive færdig med at snakke.
Den 6 august.
 I dag kom herskabet hjem sammen med Arve og Leif. Nu bliver der nok liv i huset.
Søndag den 8 aug.
 I dag har vi været på biltur, Arve, Ole, Marit og jeg. Turen gik over Vorma, forbi stationen og Eidsvold bad, kirken, kommunelokalet, videre i bratte svingninger, op og ned, stadig op og ned, snart kørte vi ved foden af Misbjergene det var højt, meget højt. På den anden side af elven ser vi, langt borte på det højeste af Skræja, en sæter og en sæterhytte.

I ungdomslaget.
 I aften var vi i ungdomslaget (forening). Mødet skulle begynde kl. 6, men først kl. 8 var der så mange, at der var tale om at begynde. Vi begyndte med en sang. Det var morsomt at høre norsk sang. Jeg har aldrig før hørt så mange, der på én gang snurrede på "r". Derefter var der en hel masse af lagets sager og forslag til behandling. Igen sang vi en sang, og så skulle der drikkes kaffe. Festkomiteen bar et bord midt ind i salen, fyldte det i en fart med sukker, fløde og en masse kage. Nu var der nogle som gik rundt med kaffen på en bakke, og så gik hver for sig hen og forsynede sig, ved det fremsatte bord. Snart var vi færdige og det hele igen ryddet til side. Så var der en som citerede nogle norske krøniker, men da de var på landsmål, kunne jeg ikke forstå det alt sammen. En lærerinde læste op af en håndskreven avis, skrevet af lagets medlemmer. Blandt andet skæmt og alvor læste hun et digt, som i hvert vers sluttede med ordene "det er Norge, det er Norge alt". Endnu lyder de i mine øren. Det var med en blanding af fryd og vemod, jeg hørte det. Det skulle jo været Danmark. Men det er virkelig sandt, Norge er jo så smuk og dejlig, som digtet beskrev, men Danmark, du dejlige Danmark, du er dog mit fædreland. Hvor er der smukkest? Ja, jeg ved det ikke. Det er så yndigt at være et lille menneskebarn.
 I mellemtiden var der engang i mellem underholdning af klaver og violinspil.
 Så blev der taget fat på legen. Først dansedes langsje , men jeg vil ikke påstå, at Eidsvold ungdom danser smukt, særlig da denne dans sluttede med en vals. Aldrig har jeg set noget styggere, jeg tror ikke jeg lyver, når jeg siger, at de dansede på 7 forskellige måder i samme dans, et par dansede endog tango. Nu kom folkelegene, disse kunne jeg bedre med. Det gik raks væk med "syv vakre jenter i en ring, falderalla" og "vi er musikanter", og mange andre. Kl. 121/2 var jeg hjemme igen, og jeg må sige, det var en meget adspredt aften.

Min kartoffeldreng.
 Marit og jeg stop netop og skrællede kartofler, vi var i et gemytligt lune, og jeg lavede da, ved hjælp af et par kartofler og nogle tændstikker, en yndig dreng. Vi satte ham nok så fin op foran uret. Vi kunne høre Fruens trin i spisestuen, nå ja, det gjorde ikke så meget, om hun skulle se ham, men ak, og ve - det var Advokaten. I en fart kom gutten ned. Advokaten standsede midt i en besked og - Advokatens ansigt!! [lille tegning]

På højskolen.
 Marit og jeg skulle i aftes, gå ud på højskolen med 10 kilo the. Med 5 kilo hver vandrede vi på den hårde vej "ut over", drejede af vejen "up over" og nåede uden særlige oplevelser højskolen. Fru Sørensen er dansker og fra Vendsyssel. Straks hun så mig, udbrød hun: "Nej De er da en lille dansker, det kan man da ligefrem se på Dem". Fru Sørensen og Frk. Alsgaard havde travlt med at sy gardiner, og snart kom vi også i arbejde. Vi tilbragte en hyggelig aften, og Fru Sørensen sagde gang på gang: "Nej hvor i dog ligner hinanden". Da vi gik, bad hun os komme igen ved dagens fulde lys. Så gik det hjemad i den stjerneklare frostnat, og lysene tindrede fra fjæld og dal, og spejlede sig i elvens klare vand.

Verdens Ende.


 
dag har jeg været oppe på Hagaen, fra et højdepunkt kunne jeg se "Verdens Ende". Det er en lille pynt, som går ud i elven så langt ude som vi kan se. Jeg prøvede at se ned i fossen, der er det altså "Huldren synger mens elven går", jo jeg kan så udmærket forstå norske fantasier må komme i virksomhed, når de fra barn af er vant til at færdes ved slik en natur.

På biltur.

Fruen sagde, at jeg endelig måtte pakke mig godt ind, da det var hvinende koldt. Jeg kunne ikke rigtig tro det, da jeg havde haft det alt for varmt hele formiddagen, men jeg tog alligevel en masse tøj og - frøs rædsomt. Turen gik samme vej som sidste gang, vi var ude, kun gik det dobbelt så langt. Vi kom helt forbi Mistberget og Minne St., et langt stykke henne med siden af Mjøsen. Et sted var vejen udhugget i fjældet, og dette stod fuldstændigt lodret op ved den ene side, og ned ved den anden, ned i Mjøsen. Uha hvis gutten styrede forkert, men han er heldigvis sikker nok. Et sted måtte vi brat standse og køre helt ind til fjældsiden, for at et andet køretøj (en kjærre) kunne komme forbi. Hist og her traf vi en ko, som søgte læ i en udhugning, disse var kommen ned fra sæteren. Der var en vidunderlig udsigt ud over Mjøsen, fjæld, skog og sæter.

Regnens virkning.
Pyh ha, som det regnede i nat, vandet stod formelig som tykke pinde fra jord til himmel. Med et sæt blev jeg lysvågen og for ud af sengen, en time før den sædvanlige tid, og ned i en fart. Det var dog en frygtelig spektakel, som om 10 tog kørte rundt og rundt og stadig rundt om huset her. Fra verandaen kunne jeg se fossen, nej hvilket syn, det var nok den der lavede det hele. Fossens leje er ca. fire meter dyb, og der nede i bunden, plejer den at løbe så fornøjelig, men i dag går den over sine bredder, den kaster skumsprøjt omkring sig, ja og ler og stene smides omkring den. Og med et frygtelig rabalder farer den ned i elven, farver sammen med mange andre småfosser elven helt mørkebrun, ja det hele er noget "lejt" dynd, og så kalder de denne fos for lille, hvordan mon da en stor fos ser ud når den er i oprør? Hvor længe mon den buldren vedvarer?
(Senere. Den varede i to døgn.)


Maja på Finnbrotten.
Fortællinger om hende lyder således: Hun var eneste barn af en landmand, men forældrene skejede ud, så tilbage til Maja blev kun fattigdom, skam og skændsel. Midt i denne elendighed lavede hun det selv endnu værre, idet hun nedkom med en søn udenfor ægteskab. Barnets fader svigtede hende, og netop dette var Majas redning. Sorgen gav hende en vilje og hun begyndte at arbejde, arbejde hårdt. Ved familiens hjælp fik hun bygget et liten hus med en ganske lille have ved. Nu har hun gennem de mange år slidt så hårdt, at hun har fået huset betalt, men tomten ejer hun endnu ikke. Da gutten var 20 år, rejste han til Amerika. Nu har han været der ovre i 10 år, og Maja venter ham stadig hjem, men forgæves. Denne interessante kone eller jente skulle altså Marit og jeg besøge. Der var langt (ca. 3 fjerdingvej), og det gik stadig opad, da vi skulle fjældet blev vejen endnu hårdere, og vi begyndte at mærke vabler på fødderne, men om vi ville gi` os, nej, når gamle Maja kunne gå denne vej så tit, da skulle vel ikke sådan et par unge jenter kny over det.
 Vi bankede på døren, og den blev straks åbnet. "Nej men kære, er det dig Marit, så kom ind da". Marit præsenterede mig: "Det er en veninde til Ragna og mig og skal være veninde med dig, og derfor skal I være dus". "Nej da, så må jeg sige du da, så væsko kom frem og sæt dig ned". Ja vist er vi dus sagde jeg, og Marit begyndte straks at fyre under kaffekedlen.


Til venstre for døren var et vindue og foran det et lille bord og en strikkemaskine, i hjørnet et skab, ved næste væg et vindue med sofa og bord foran, i hjørnet en komode med tæppe i norske farver, en stol på 3. side og et komfur og en dør i 4. side. Over komoden hang nogle norske billeder i norsk almuestil, over stolen nogle køkkenredskaber af træ malet med norske farver, (blåt, rødt og hvidt), over komfuret hang blikforme og kasseroller, på en hylde lå tre små gryder. Jeg sad først på en stol ved siden af komfuret, men måtte snart flytte over i sofaen, da der under stolen stod en spand vand med en øse i, og denne (øsen) skulle Maja bruge nok så tit. Så gik passiaren, alt imens Maja lavede kaffe og dækkede bord. "Nå kan du da trives da"? "Jo tak, det går udmærket". "Hvor synes du om Arvesen da"? "Jo, de er jo udmærkede mennesker". "Ork ja, det er så vist at komme lidt rundt i verden, én gor her og ha alle vvæt anden steder". Her tog Maja og lukkede en lem op under bordet, hvilket hun først havde skubbet til side, krøb ned af fire trin, og var akkurat i til halsen, nu rakte hun en arm ind og hev et brød frem fra en hylde. Hullet eller kælderen var ikke større, end at netop Majas brede krop kunne være der (jeg tror ikke hun kunne vende sig dernede). Maja krøb rask og behændig op, lukkede lemmen og satte igen bordet over. Hun lagde sikkert mærke til mit måbende ansigt, thi hun sagde smilende: "Nej så lite har du nok aldrig set før", og jeg indrømmede det. Maja lider af seføjdans, hun nikkede bestandig med hovedet og slog en gang imellem ud med armene. Så drak vi da kaffe. Vi fik hjemmebagt brød og tyk sur fløde og tyttebærsyltetøj. Først smurte vi fløden på, og dækkede så over med syltetøj. "Nå hvons liker du det da" spurgte Maja. "Jo tak, det smager brilliant" svarede jeg, skønt jeg havde en fornemmelse af, at det snart kom op igen, det var jo synd at sige sligt til den gæve Maja, som mente mig det så godt. Og for at fornøje hende endnu mere, så måtte jeg spise hele to tykke skiver. Jeg havde lange spekulationer over, om vi ikke skulle få lov til at kikke ind ad døren lige over for, og da vi var færdige med kaffen, bad Maja os da se hendes soveværelse. Vi gik nu ind af døren. Lige ud for var et vindue med bord foran, og begge dele var stopfyldte med blomster. Ved hver ende af værelset stod en meget kort seng på tværs, og så var værelset fyldt. På sengene var svære hjemmehæklede tæpper og på alle gardinerne var hjemhæklet blonder. Alt skinnede rent og propert, og alt vidnede om, at Maja havde meget arbejdsomme hænder. Hun er jo ude hver eneste dag for at vaske og skure. Maja fulgte os udenfor og viste os sine georginer og andre blomster. "Uf som det er koldt" sagde vi. "Ork ja, men det er alligevel så bra at komme ud, når himlen sådan er fyldt med stjerner, og luften er så grej, at vi kan se så langt ut over, så er det næsten som om også jorden var fyldt med stjerner". Det var et sandt ord, der oppe fra fjældet kunne vi se et stjernetæppe både foroven og forneden. Nu bød hun os farvel, og Maja bad mig komme igen så snart jeg kunne. Det gik nok så fut hjemad, da det var nedad hele vejen, men vabler på fødderne havde vi nu alligevel.

I aften var vi hos Fru Læssund, hun kaldte stikkelsbærskallen for "hjari??"

Søndag den 26/9
På Styri.
Det regnede så stykt i dag, og derfor havde jeg tænkt mig, at tilbringe min frisøndag på "Vormvik". Jeg var derovre kl. 3, og undervejs opdagede jeg, at der var en hel masse sne i regnen, Kl. 5 telefonerede Magnhild Staj til Marit, om hun ville med til Styri. Jeg skulle selvfølgelig med, og så traskede vi da af alle tre i det grimme føre ca. 1/2 mil ud til Styri. Denne er en bondegård, og dens ejer hedder Krukserud og er onkel til Marit og Magnhild. Fjøset lå lige ud til vejen og staburet også, længst ude lå drengestuen, og med enden til vejen lå stuebygningen. Vi blev rigtig hjertelig modtaget af dem alle. Der var mand, kone, de tre gutter Harald, Magnus og Trygve, samt Emma, kone til Harald. Jeg var i tre stuer, men jeg kan ikke rigtig hitte ud af, hvad de skal kaldes, da der var et langt bord i dem alle, og de var omtrent ligedan. Både familien Krukserud og stuerne gjorde indtryk af en vis gæstfri jævn type, hyggelige og ligetil. Marit, Harald, Trygve og jeg fik os et spil vist. Vi drak kaffe og spiste senere aftensmad, så fulgte vi Emma og Harald på St., de borsyd for Kristiania og skulle rejse i aften med 9 toget. Magnus kørte dem i en trille (en slags ponnyvogn) , og vi andre fire gik, mens regn og sne stadig kom ned.
 Da vi skulle fra St., måtte vi jo køre alle. På forreste sæde sad jeg og en anden ung pige, på bageste sæde Marit og Magnus, på vore fire par knæer sad Magnhild, og bagved stod Trygve. Nu kan det nok være det gik ud over broen, den lange smalle bro over Vormen, men nu var det mest sne, som kom ned. Jeg var nr. 1, der skulle afsættes, og Trygve fik min plads, hvorpå den raske hest igen satte i fart.

Nesbyen folkemuseum.
Norsk butik fra primo 1900-tallet.

Mandag den 27 sept. 1915

Hvilket frygteligt sjap jeg havde at gå i til mejeriet i dag. Da jeg drejede om hjørnet af kafèen kastede jeg tilfældigvis blikket ud over Mistbjerget, og ser til min store forbavselse, at det er aldeles hvidt af sne, og gården som jeg kan se øverst oppe på en nærmere bakke, har sne på sine tage. Dette har hverken nordmændene eller jeg set i september måned, men stolt og fin ser det ud. Min frue kommer hjem fra Hamar og fortæller, at en mil nord for os ligger der syv tommer sne overalt.

(Kulturlandskap ved Hurdalsjøen. Høst. Rogn med mye rognebær. Mistberget, 663 moh, i bakgrunnen. Kulturlandskap ved Hurdalsjøen. Høst. Rogn med mye rognebær. Hurdal, Romerike, Akershus)
 (138,83K)

(Utsikt over Vormas utløp fra Mjøsa ved Minnesund. Minnesundbruene til høyre. Mistberget, 663 m oh., i bakgrunnen. Eidsvoll, Romerike, Akershus.)
 (94,87K)


Dit og dat.

Det var i ferietiden, da vi havde den vesla gut, Leif. Han vaar en kæk gut og fuld af morskab. En morgen, da jeg skulle gøre i stand hans værelse, havde der undsluppet mig et skrig. Lige idet jeg lukker døren op ser jeg en stor trivelig mand midt i sengen. Leif havde lavet ham af sit tæppe, sit lagen og sit slips.
 Også dette er fra ferietiden. Jeg gik en dag og ventede på at de to gutter, Arne Gran og Arve Arvesen skullle komme ned, men da de ikke kom, spurgte jeg Marit, om de kunne få i sinde at blive deroppe hele dagen, hvortil hun svarede, ja. Så måtte jeg da op og gøre rent. De to gutter var ivrigt beskæftiget med ingeniørarbejde. Da jeg nåede til gulvet sagde jeg på ægte norsk: "Åh, vær så snild at løfte lidt på benene Deres". Da måtte de trække de alvorlige ansigter op til smil.
 Tater. Uf, den mængde tatere som går her og tigger. Børn, unge piger, gamle mænd, mødre med barnet på ryggen, alle tigger de, og alle får de. For nogle dage siden var der en sådan kvinde her, barnet var bundet fast til ryggen, men hænderne var fri, og med disse pillede det skiftevis i moderens hår og øren, alt imens det pludrede væk i et køre. Begge var frygtelig snavsede, men det er for resten alle tatere.

En spadseretur.

I dag har vi den 29 oktober, og det er snart længe siden, at jeg har skrevet i min bog. Ingeborg Kaasa og jeg har i dag haft en udmærket fodtur. Målet ver "Eidsvold Værk". Det vil sige et elektricitetsværk, som ejes af kammerherre Haakon Mathiesen og bruges for ham alene til lys, og til kraft til hans trævarefabrik, med et navn kalder man da det hele for "Eidsvold Værk". Vi gik herfra kl. 31/2, gik og pratede, pratede og gik, skuede ud over det bakkede terræn, fjeldene, skoven og alle disse rygende skorstene, som viste os målet. Kl. 5 spurgte vi hvor langt vi havde igen, og det blev da fortalt at vi havde en time. "Gier vi os", spurgte Kaasa. "Nej da", svarede jeg, og så gik vi da raskt fremad igen. Mørketsænkede sig omkring os, hvad der var nok så kedeligt, men der var jo ikke noget derved at gøre, og humøret var strålende. Vejen var frossen stenhård, og ikke i mands minde har der været en sådan kulde på denne årstid. Alle vigene af elven er tilfrosset, sundets unger løber dernede med skøjter og kaner.
 Vi nåede den første fabrik, hvor de modtog træ fra en fabrik højere oppe, gjorde en eller anden ting ved det, og sendte det videre. Fragten af trævarene gik for sig i luften ved elektricitet. På den ene snor gled fragten nok så raskt frem, mens den anden snor bragte beholderne tomme tilbage. Vi stod stille på broen over Anelven, og så hvordan de gled over os, både de tomme og de fyldte. Vi gik videre hen med Kammerherrens Anlæg, hvori hans smukke bolig lå. Vi nåede næste fabrik, hvor vi så hvordan de sendte træet ud på den elektriske strøm. Så nåede vi Eidsvoldsbygningen, hvor rigsdagen i 1814 valgte en konge. Alt derinde skal nok stå akkurat som det stod dengang, men vi fik desværre ikke lov at gå derind, da det var for sent. Vi gik da i det smukke anlæg, hvor der stod en smuk statue af Karsten Anker, denne mand som i 1814 ejede slottet.
 Vi skulle nu ud på Anelven, hvor over der gik en smal gangbro. På venstre side af broen lå den ene tømmerflåde tæt op til den anden, så tæt at der sikkert ikke ville være den mindste fare ved at gå over dem. Under første halvdel af broen havde tømmeret frit løb, så kom der en bred rende, som gik lige ind i kammerherrens fjøs. Dernæst var der en ca. 4 meter bred rende, denne lavede ved sit dybe fald al elektriciteten. En kone stod nok så frejdig ude på nogle planker og skyllede tøj ved denne rende. Vi vender om, og opdager at broen er lavet af nogle tynde brædder, resolut tager vi et fast tag i hinanden, og skynder os op, (der var to trappetrin) hvor der så nok så sikkert ud. Vi skulle nu hjemad, men opdager at kammerherrens fjøs er oplyst, nej det kunne vi dog ikke modstå, men bad om lov til at gå ind. Vi gik førsti stalden, men fik ikke tid at tælle den lange række heste, da der gik nogle fine mennesker derinde, og så var vi ked af at stå der og glo. Vi gik da ind i fjøset (kostalden), hvor 5 personer var i færd med at malke (røgteren, kaldet sveisen), hans kone, en nydelig ung pige og to smågutter. Alle havde de skinnende, rene, hvide huer og forklæder på. Noget så pænt malketøj har jeg aldrig set før. Der var fire lange rækker med kreaturer, i hver af de tre var 25 kuer (køer), altså 75 i alt. I fjerde række var der ungkreaturer, en kolossal stor Okse (tyr) og 5 kalvestier med 5 kalve i hver. Det var alt sammen telemarkskræ. I grævningen var der strøet savsmuld, hvilket var revet så nydeligt.
 Kl. 71/2 var vi hjemme. Jeg har fået en vable på den ene fod, men humøret er ganske strålende.

Onsdag den 17/11-1915 Klokken var vel 10 i dag, da fruen sagde, at gamle Arvese og fru Møller skulle komme med 5-toget. Vi skulle have kogt flynder til aften, og jeg skulle gøre i stand to gæsteværelser. Jeg gik glip af min trimmeaften (gymnastik), men hvad gjorde det, når det var så interessante gæster. Straks fruen kom hjem (hun kom sammen med gæsterne), kom hun ud i køkkenet med flynderen. Her må bemærkes, at vi bestandig kun har én flynder til et måltid, og jeg har aldrig set så store flyndere før. Fruen så på min bagning, 4 sigtebrød, 1 franskbrød, 1 julekage, 10 rundstykker og en kjøv (bunke) med lamper, hun fòr ind og kom straks tilbage med fru Møller. "Se, sådan baker vores danske pike", sagde hun. Og fru Møller sagde, at det var mesterbagværk. Men her har jeg vist været ved at rose mig selv, og det ser ikke godt ud i en dagbog. Nå, de kom da til bords kl. 8. Da jeg var inde med fisken, spurgte gamle Arvesen, om det virkelig også var sandt, at jeg ikke var søster til Marit. Hertil måtte vi alle le. Han sad lidt, "De er dansk De" sagde han så pludselig, ja det var jeg jo da. "Taler de jydsk, fynsk eller sjællandsk", "jeg taler jydsk". "Kender de "Æ Bindstow"? "Jo da" sagde jeg. "Men sådan taler De ikke"? "Næ, men jeg har talt noget i samme retning engang". "Ja, så har De"! Da udbryder fruen: "Nej nu taler Pouline norsk, jeg kan høre det for hver dag der går"! Torsdag den 19 nov. 1915 Vi fik gås til middag i dag, og jeg troede aldrig vi var blevet færdig, det kan nok være, der var diskussion. Det var om Finmarken, da jeg var inde og bytte tallerkner. Gamle Arvesen mente, det var et friskt, smuk og poesifyldt stykke land. Fru Møller mente, at det absolut stod til ungdommen at rejse derop og tage plads. Bergan (fuldmægtigen) sagde tre gange efter hinanden, at aldrig skulle noget i verden få ham til at drage derop mere. Jeg ønskede bare, at også jeg kunne opnå at se dette vidunderland. Da jeg stod ved opvasken kom der en rigtig fæl bisser, han ville sælge en hel masse skrabsammen, men Fruen kunne ikke få tid, og jeg måtte skynde mig ud i køkkenet igen, da jeg havde alt sølvtøjet liggende. Men om han da så ikke blev ved at pine og plage mig, for at spørge Fruen om en gammel skjorte, vest, sokker, støvler, og hvad han ellers trængte til. Endelig kom Fruen med en skjorte, hun kunne jo nok mærke, at typen ikke ville gå igen. Han stak en tyk, beskidt hånd ud til tak, men Fruen veg forfærdet tilbage, hun ville dog ikke lægge sin pæne hvide hånd deri. Midt under dette kom Fru Møller og gav mig hånden til afsked, og da hun gik, havde jeg en krone i min hånd. Og så rejste de da. Da jeg var påklædt, og skulle gøre i stand aftensbordet, gik jeg og nullede rundt i mine egne tanker. Pludselig ser jeg fire røde tingester udenfor vinduet. Det gav et sæt i mig, men snart var jeg på det rene med, at det var vanter som tilhørte Ragnhild og Ingeborg. De havde kælke med, og nu skulle vi da på kælketur. Helt op på det øverste af Vitbatsbakken kom vi, så måtte vi begynde. To kælke susede allerede derned af. Vi måtte lytte, om vi mulig kunne høre bjældeklang, for da måtte vi vente, at vi ikke skulle køre på heste. Snart gik det nedaf i en susende fart, i reglen uden uheld. Engang da vi var omtrent ved foden af bakken, blev en liden kælke sat ud foran os, jeg, som var forrest, kunne se, at vi enten måtte vælte over den, eller også skramme vores ben på den, derfor gav jeg den et forfærdelig spark, så den for ind i gården ved siden af, da var vi lige ved gærdet, og jeg lod mig nu trille ud til den modsatte side, for at standse kælken. Dette skete i et nu, og det så temmelig sikkert komisk ud, thi de to på kælken og gutterne inde i gården vred sig af latter, og jeg ikke mindre, skønt jeg lå midt i kælkebanen. Der kom nu flere og flere kælke, og vi drog til den anden side og kaldte denne bakke for "de rolige jenters bakke". Gutterne styrede bedst, de kunne komme helt ned uden sving, men så dygtig skal vi også nok blive. Søndag den 21 nov. I dag havde både Marit og jeg frisøndag. Kl. var vel 101/2, da jeg gik her fra og over til Vormvik, og kl.11 1/2 gik da Ragnhild, Ingeborg og jeg i møde med Marit. Der er 10 km. til Stensby, hvor Marit er, og did styrede vi vor gang. Vi agede på kælke nedad, og det gik temmelig fort, men der kom stadig ingen Marit. Endelig nåede vi Stensby og spurgte om Marit,- men da var hun rejst med 81/2 toget -, og hun som altid går - der stod vi og havde 10 kilometer tilbage!!! Marit var kommen for sent til toget og var derfor gået over elven ved Minne og gik hjem på modsatte side af elven som os. Da vi kom hjem, havde vi nær forspist os i steg og rabarbergrød. Mandag den 22/11. I aften har vi været på kælkebakken fra kl. 71/2 til 10. Nu kan vi klare svingen og komme helt ned i sundet. Jeg er dygtig stivbenet, men hvad gør det. På igen. Lørdag den 27/11-15 Uf den masse tiggere, der har været her i dag. Jeg havde tænkt at gå en lang tur i dag, da jeg var færdig med lørdagsrengøringen kl. 31/2, men om man kan så slippe for sådan nogen. Straks, jeg ville gå op, kom en ludende fyr og bad om "en skilling til natlogi". Da jeg var halvt påklædt gik døren, og jeg skønte nok hvad det var for slags folk. De snakkede og trampede for at gøre sig bemærket, men da jeg stadig ikke kom, råbtes der, først ganske stille siden højere, jeeeeente, jeeeeeente. Da jeg kom ned stod der en taterkone med et lille barn bundet på ryggen og en ca. 5 år gammel gut ved siden. "Ja vi står her og skriker på den jente, da der ingen ville komme" sagde hun, og gik derefter over i den sædvanlige tiggertone. "De har vel ikke lidt mad til mig, jeg har så mange barna derhjemme men ingen mat. Jeg har heller ingen undertøj på, gutten min går gennem sine støvler. Vi fryser. Åh vær så snild og giv os lidt". (Vi har16 gr. kulde). Hun kunne sikkert den lange remse udenad, men alligevel fik jeg ondt af hende, og gav for for første gang af mit eget til en tater. Der foruden fk hun en masse kjøtben, kolde kartofler og to halve brød. Man bliver uvilkårlig blød om hjertet, når man ser sådan en lille uskyldig unge sidde og prikke moderen i nakken. Konen gav mig hånden til tak, og det er første gang, at jeg har berørt en taternæve. Jeg opgav spadsereturen og havde netop siddet på mit værelse en lille halv time, da døren igen går. Jeg for ned, og ved døren står to modbydelige karle, men som den flegmatiker jeg er, gik jeg rolig hen og satte vand på, da jeg havde gjort det kom advokaten med en 25 øre, han havde set dem på vejen. Så gik jeg i sundet for at gøre indkøb til søndagen. Da jeg kom hjem stod en høj mand i køkkenet, han talte med gårdsgutten, men hvad han sagde, forstod jeg ikke, derimod var jeg klar over, at det var en bisser, først da han var gået gik det op for mig, at det var en som har arbejdet her, men i dag var han i sit nye tøj, derfor kunne jeg ikke kende ham. Søndag den 28/11. I dag har jeg været i kommunelokalet og hørt et interessant foredrag om Indien. Torsdag den 8/12. I lørdags blev Knut 24 år. I den anledning havde vi stort selskab, 13 i det hele. Da de kom, fik de chokolade og kage. Efter aftensmaden dansede de inde i dagligstuen, mens fruen hjalp mig med opvasken. Jeg kunne ikke lade være med at trippe lidt med. ----------- Søndag aften var jeg på fest i kommunelokalet. Skyttelaget havde præmieskydning og i den anledning indbød de ungdomslaget, idrætslaget og tunnforeningen til fest. Det begyndte kl. 8, og alle fik vi kaffe, da vi kom. Så dansedes der 4 danse, derpå blev holdt et forsvarsforedrag, som jeg slet ikke syntes om. Så blev præmierne uddelt. Hans Krukserud, Styri, tog tre førstepræmier, og derfor blev han anbefalet til os tilstedeværende damer, som en dygtig mand. Han fik et nidobbelt hurra, men da lo jeg. Så blev bakken med rompunch på båret rundt i salen, og så dansedes der vel en par timer. Nu blev der sat to borde frem midt i salen. På det ene blev serveret bajerske pølser og franskbrød, og på det andet øl og mælk. Højbxxtten råbte "øl og pølser" hvorefter forsamlingen gik hen og forsynte sig med disse goder. Derefter dansedes der til kl. to. "Gobynes" er både begyndelses og afslutningsdans, og den er meget smuk, ellers synes jeg ikke om den norske dans, de går og vrikker, og vrikker og går, men de danser ikke.

O. Arvesen

Gamle Arvesen var her fra den 17 til den 21 december. Den første aften var han på højskolen at holde foredrag. Da jeg om morgenen fyrede op på hans soveværelse, spurgte han mig, om jeg havde været på højskolen om aftenen. På mit nej sagde han hurtigt: "Det var rigtignok ordentlig dumt af Dem. Åh vi havde det så koselig". Og jeg, som havde ventet på hele gårsdagen, at Fruen skulle tilbyde mig denne tur, blev i helt dårligt humør. Bare jeg dog havde spurgt, men nu var det for sent. Så gav arvesen mig det samme spørgsmål, som han giver mig hver gang han er her "hvor fra i Jylland jeg er", og på mit sædvanlige svar "fra Viborg-egnen" begynte han igen at prate. "Jo, jeg kender nok Viborg, det var jo der, alle de danske konger blev kronet, og der hvor bisperne blev indsat, og der Hans Tausen prædikede, jo det kender jeg nok, men nu", føjede han til med et lunt smil, "nu bor der jo kun Dere". Ordet "dere" bruges, så vidt jeg kan skønne, i flertal, både i "dis" og "dus". Sådanne samtaler har vi hver morgen, når jeg fyrer i ovnen og giver ham hans kogt vand, honning og ennser=salt. Den dag Arvesen rejste, stod jeg netop og pudsede, da han kom for at sige farvel til mig. Jeg viste ham mine sorte hænder og sagde, at jeg ikke kunne give hånd. Han stak da en lillefinger ud, og jeg gjorde det samme, sagde farvel og ønskede hinanden "glædelig jul". Han nikkede og smilte med det smil, som trænger helt ind i hjertedybet af een, og så gik han. Til jul bagte jeg et rugbrød til ham. En fest. 3 juledag kørte Gudrun, Ragnhild og Helge Habberstad og jeg til Eidsvoll Værk. Der afholdtes en basar med andre ting indunder. Kl. 7 gav guttekorpset (det vil sige 10 a 15 gutter fra 10 til 15 år) tre musiknumre, de spillede på kornet og tromme. Dernæst sang sangforeningen flere sange og folkeviser og derpå sang tre unge damer solosang. Der blev opført et 1. akt dilletantkomedie "Ole pedersens viser". Der blev givet mange numre af sang og musik, og i alle pauser var der dans. Alt dette kostede kun 50 øre. Kl. 21/2 var vi hjemme. - Da vi kørte pakkede Fruen mig ind i to tykke kåber, et tykt tæppe, et par solide vanter og et par rensdyrstøvler. (tegning af støvle).



[Previous] Rejsen til Norge
[Next] Vinter / forår 1916
[Up] Pouline Munks Norgesrejse
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Thanks for visiting Hjemmeside1

Last modified on 1. January 2009