Besøg hos O. Arvesen

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

Besøg hos Hr. O. Arvesen.
Jeg havde i lang tid været meget spændt på, hvad denne tur ville bringe mig, og når jeg skulle på den, endelig Lørdag den 18 september kom jeg afsted med 9 toget her fra. Fru Møller mødte mig på st. hvilket Arvesen i forvejen havde meddelt sådan: "Fru Møller vil møde Dem på st. for at De kan finde vej gennem den svære stad".


Vi kom ad en hel masse gader, endelig åbnede fruen en temmelig svær låge, og nu lyste et skilt os i møde, hvorpå der stod "Privat Vej". "Se så" sagde Fru Møller "nu er vi på "Sagatuns" grund". Vi gik nu op ad en lang allé med have på begge sider, og snart svingede vi ind i gården. Det var altså disse, som for år tilbage havde været højskole. Jeg så rundt, og i tankerne så jeg en flok unge glade mennesker med Arvesen i midten, åh, hvor han måtte passe dèr. Det første jeg så, da vi var kommen ind af døren og svingede op ad trappen, var et vældigt stort norsk flag, som dækkede hele den ene væg. Vi kom op på gangen, eller veranda skulle det måske kaldes. Der stod fire gipsfigurer i legemesstørrelse, de betegnede de fire årstider. Ved den yderste væg stod en sofa og foran denne et bord. De to vægge bestod af kulørte glas. Derfra kom vi ind i den egentlige entré, og vi fik tøjet af. Jeg blev præsenteret for pigen Jørgine og måtte straks øve mig på at udtale hendes navn. Jeg lagde et dansk rugbrød hos hende til Arvesen. Så gik vi da ind på kontoret. O. A. rejste sig rankt og ungdommelig og gik mig i møde og bød mig velkommen med disse ord: "Nej, god dag og velkommen til Sagatun, endelig kommer De, jeg var så bange, De skulle misforstået mit kort, da jeg ikke skrev nogen dato, men sig mig, render De livet igennem uden efternavn, thi jeg fandt ingen andre navne end Pouline at sætte på kortet". Han fik mit efternavn, så gik han et skridt tilbage "nej et så fint navn havde jeg næsten ikke turdet skrive, nå så De er et lille Munkevæsen De", så lo han, og jeg måtte under hele opholdet bære navnet "Munkevæsenet". Jeg skulle straks se "hele herligheden", som han udtrykte sig. Kontorets to vægge var aldeles skjult af reoler, der foruden var der en sofa, et rundt bord, et skrivebord, et mindre bord og nogle stole. Væggene fyldtes af fotografier, hvoraf størstedelen var danske stormænd, hvilke han forklarede mig et for et. Vi gik derefter gennem to stuer, som jeg ikke hørte noget navn på. I disse stuer var gamle, slidte møbler, om det var det, der gjorde det, eller det var Arvesens nærvær, eller hvad, ved jeg ikke, men nogle så hyggelige rum har jeg aldrig set før, det ved jeg. Væggene var fyldte med kostbare malerier. Der stod nogle buster af Grundtvig, Bjørnson, Arvesen og Anker.

Herman Anker og Olaus Arvesen

Særlig et maleri husker jeg tydelig. Det var en bondejente klædt i nationaldragt, hun stod på trappen til et fattigt udseende hus og tog i dørklinken. Rammen om dette billede var umalet birketræ. Fra den ene stue førte en dør ud til verandaen og denne var fyldt med en uhyre masse blomster. I den ene ende stod et tarveligt bord med nogle dito stole og bænke, nogle af dem var malet med norsk bondemaling. Også der mødte jeg hyggen overalt. "Kom og se ud", sagde Arvesen, og jeg så ud over den yndige natur. "Se så ned og så går vi ovenpå, der er bedre udsigt". Jeg så ned over en stor græsplæne med mange blomsterrabatter bugnende af blomster, og overalt en masse frugttræer. Så dunkede han mig i ryggen, tog mig lempelig ved armen og trak mig med ovenpå. Der var to gæsteværelser, Fru Møllers værelse og Arvesens eget. Sidst gik vi ind i Arvesens værelse og ud på verandaen. Så begyndte Arvesen at forklare:


Olaus Arvesen

"Søen der, er altså Mjøsen, som De ved. Over til dens modsatte bred er 22 kilometer, (Jeg havde tænkt mig 7), fra søen og opover, så langt øjet rækker, der er 15 kilometer". Derovre var aldeles nydelig. Der lå bygd ved bygd og ind imellem bølgede kornmarkerne, vi kunne tydelig se alle farverne. "Fjældene derude kan også ses fra Eidsvold. Øen der er Helgøen." Også på den så vi kornmarkerne bølge ind mellem bygderne. "Så skal vi se på vor egen side. Skogen derude er 600 km. lang, den begynder nede ved Eidsvold." Den skrånede op ad fjældsiden og dannede en god baggrund for de nærmere omgivelser. "Byen her er Hamar (her trak hans ansigt op til et stort smil), og den store hvide bygning der , er Norges første Højskole, som siden blev flyttet her hen." Arvesen havde fortalt alt temmelig hurtig, og jeg stod nu og så ud over det hele. Aldrig i mit liv har jeg set noget så vakkert. Jeg stod længe helt betaget, endelig dunkede Arvesen mig igen i ryggen og sagde:" Jeg er sulten, lad os gå ned og spise." Han vendte sig igen mod mig med dette store lyse smil, som er hans egen og tilføjede:" Og så har vi sådan none pæne lige skyer, det har dere ikke i Danmark." Da lo jeg, og vi gik ned på kontoret. Han rakte mig et kosmoramaprogram. "De og Jørgine skal gå i kosmorama i aften, der spilles et stykke, som jeg har set i byen, det må De se, men først må De læse programmet grundigt, da forstår De det bedst. For jeg skal sige Dem, jeg er i kosmorama hver søndag aften, jeg må ha det med, inden jeg lægger mig." Åh hvor den sidste bemærkning lød pudsig. Den blev udtalt, som af en 20 års gut, men i stedet var det en 85 årig gubbe, som for resten aldrig bliver gammel. "Men nu må jeg gå en tur." Han gik og kom ikke igen, før Fruen og jeg havde spist. Da kom han pustende. "Dere må undskylde, men jeg må gå en tur hver aften og se, når solen goar ned." Også jeg havde betragtet solnedgangen, da den kastede sine gyldne stråler over det smukke landskab. Langt ude i horisonten var der blå dis. Solens stråler dannede en mægtig farvepragt deri, der kastedes over skogen, vandet og fjældene. Kun et øjeblik og synet forsvandt. Solen var gået ned bag fjældet. Da Jørgine og jeg kom fra kosmorama, sad de to gamle meget ivrige med et spil, som jeg desværre ikke husker navnet på. Endelig blev de færdig, og vi drøftede stykket, som vi havde set. Så sagde Arvesen:" Nu skal jeg sige Dem en ting. De vover ikke at stå op i morgen, før jeg har slået to slag på døren." "Og Jørgine har bragt Dem kaffen", tilføjede fru Møller. Jeg indvendte noget om, at det var for meget stads at gøre ad mig. De rystede begge på hovedet, og lo ad mig, så var der jo ikke noget at stille op med. Om morgenen kl. 81/2 bragte Jørgine kaffen, som jeg nød med velbehag og stod op kort efter. Det var meningen, vi skulle gået en lang tur efter frokosten, men vi blev forsinket af en fru Boen og hendes niece frk. Mikkelsen. Vi blev nu sammen med dem bænket ude på verandaen for at nyde vin og kage. Men som afholdsmand skulde jeg jo ingen vin have. Arvesen Satte så sit glas til mit kagestykke, for han ville dog klinke med mig sagde han, og benyttede samtidig lejligheden til at kalde mig "et dansk fæhoved". Han lo og forklarede sit udtryk således: "Jo, Munkevæsenet dèr er datter af en dansk gårdbruker, altsåbliver hun en hovedperson for alt fæet, som følge deraf må vi have lov at kalde hende "et fæhoved". Han lo selv, og alle vi andre lo med. Da de to var gået, kom Arvesen igen i sit es, og fortalte om danske mænd. Dennegang var det den nulevende landbrugsmand Peter Bøjesen. Denne havde sat andelsbevægelsen i gang i Danmark, særlig andels svineslagterierne. Efter endt arbejde i Danmark, havde han fortsat samme i Norge, og på en foredragsrejse havde han sluttet sit foredrag sådan: "Når et ungt par i Danmark har forlovet sig, og tænker på at sætte bo, da er det første spørgsmål, hvor svinehuset skal ligge." Dette syntes Arvesen var så fornøjelig, men ville dog ikke helt give ham ret deri. Vi gik nu ud, Arvesen, Fru Møller og jeg, men det blev kun en kort tur omkring i byen. Et sted var vi ganske nær banen, og netop da kom toget. "Nej, nu må vi tælle vognene", sagde Arvesen. Vi stod stille. "Hvor mange talte De"? "Jeg talte 28". "Det var forkert, for jeg talte 29. Dere dernede i Danmark kan ikke tælle". Vi lo begge, men Fru Møller var langt forude og sagde da vi nåede hende: "Jeg forsikrer Dem Pouline, vi kan ikke gå en eneste tur, uden ikke også Hr. Arvesen skal stå stille og tælle vognene i toget." Arvesen tog ved denne bemærkning sit sædvanlige store brede smil på. Han kom ifølge med en mand, og vi gik fra ham, men ventede ham ved føromtalte låge. Selvfølgelig måtte han sige noget, da han kom. "Hvad mon dere står og venter på, for jeg kan såmænd godt selv finde vejen hjem." Kommen hjem fik vi straks middag, der bestod af fyldt hvidkål og æblegrød. Der lå en indbydelse til dem om at komme til "Aulestad" og besøge Bjørnsons enke. Bjørn Bjørnson med sin tyske frue og en datter af Bjørnson (hendes navn har jeg desværre glemt) med sin franske mand var kommet hjem. Og i den anledning skulle Arvesen og Fru Møller komme til dem. Nu blev Arvesen aldeles umulig med sine vittigheder. Han mente, at den ene var tysksindet på grund af sin tyske hustru, og at den anden var fransksindet, på grund af sin franske mand. "Og vi er alle nevtrale, jo der skal nok blive en god diskussion." Han lo og slog sig på sin mave. Så begyndte han at forklare, hvordan det hele skulle gå. "Snakker jeg med de tysksindede, da er jeg tysksindet. Snakker jeg med de fransksindede, så er jeg fransksindet. Da vil alle glæde sig. Men så bytter jeg pludselig om, og du verden hvilken spetakkel der da vil blive. Når de så er rigtig godt oprevet, da vil jeg ikke sige mere, men sidde stille og høre på, åh nej, hvor det skal blive moro. Når det begynder at gå for vidt, da vil jeg berolige de tyske med, at jeg i søndags var sammen med en dansk dame, som var tysksindet". "Det er vel ikke mig, Hr. Arvesen mener", indskød jeg, "forda er det en fejltagelse". "Jo vist er det Dem, det er bra, at De ikke er det, jeg er det heller ikke, men jeg siger det alligevel. Og så vil jeg sige til de franske, at fru Møller er fransksindet, så bliver der godt humør over hele linien". Fru Møller og jeg var halvdøde af latter, og nu sad Arvesen og godtede sig over alt det, som han skulle lave. Fru Møller bød ham fadet og bemærkede, at han spiste så lidt. "Ja", svarede han, "det er fordi jeg aldrig får øllebrød. Jeg har kun fået det én gang i de 16 år De har boet her i huset, bare fordi De ikke selv kan lide det". Og nu lod han det drysse ned over os en stund med samme slags udtalelser. Endelig lød den sidste bemærkning: "Det er sandelig godt Dere kan le, for da spiser Dere ikke så meget, og det er dyrtid nu. Velbekomme da". De to gamle gik for at hvile, og jeg hjalp Jørgine med opvasken. Derefter gik Jørgine, hendes brordatter og jeg ud, for at se "De Danskes Mesterværk", som Arvesen udtrykte sig. Det var ruinerne af Hamar domkirke. Den var i krigstiden skudt ned af danske og svenske. Arvesen inprentede mig nøjagtig årstallet, men jeg har alligevel glemt det. Kommen tilbage måtte jeg efter en kort samtale skynde mig på toget, hvortil jeg blev fulgt af Jørgine. Og snart susede toget efter Eidsvold til. Jeg sad tankefuld og gennemgik det sidste døgns oplevelse. Og jeg er sikker på, at disse minder altid vil være blandt de lyseste og bedste i min erindring. Så give da Gud, at disse spirer må hjælpe mig fremad på den gode lyse vej, hvor Gud selv gik foran.

Olaus og Sofie Arvesen. Han bliver i øvrigt også kaldt Ole Arvesen på nogle af de billeder jeg har modtaget fra Norge. En stor tak herfra til Dag Wollebæk, daglig leder af Norsk Folkehøgskolelag, fordi han tog sig tid til at sende dem til mig.

Sagatun. Skolebygningen 2005
Sagatun Folkehøjskole

Herman Ankers villa 2005
Ankervillaen


Olaus Arvesens villa 2005
Olaus Arvesens villa

En noget yngre Olaus Arvesen.

Olaus Arvesen i en noget yngre udgave



[Previous] Bærplukning, gullverket og sæteren
[Next] På Nynappen
[Up] Pouline Munks Norgesrejse
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Thanks for visiting Hjemmeside1

Last modified on 1. January 2009