På Nynappen.
Længe havde jeg sammen med flere jenter talt om en tur til det pyramideformede berg "Nynappen", som ligger en mils vej herfra, men det blev stadig ikke til. Mit herskab har nu været bortrejst til Amerika i 5 uger og ventes hjem på søndag. Derfor besluttede jeg i tirsdags at cykle alene. Det er nu blevet efterår, og jeg fik ved samme lejlighed den lange ås at se i sit "høstskrud". På bunden af åsen var græsset endnu stærkt grønt, dog var det enkelte steder begyndt at rødme. Ind mellem det grønne græs kom de grå bergmasser frem. Granen og furuen deroppe på højderne havde taget sin mørke klædning på. Bladtræerne var både gule, brune, røde og grønne. Og så var der disse høje røde buske hist og her, som fremhævede hele "kulørhavet", om jeg så kan sige. Da jeg nåede "Nynappen", kunne jeg naturligvis ikke finde nogen opgang og spurgte derfor en mand, som gravede poteter op. "Jo", sagde han, "Omme på den andre siden af berget, går den letteste opgang, der bort til er en halv times gang, og selve opstigningen tager en time". "Ja, men kan jeg da ikke komme op fra denne side", sagde jeg, da jeg straks regnede ud, at tiden ikke ville slå til for mig. "Joda, der går nok en sætervej herfra, men den er vældig brat og besværlig, men hvis De er en god fodgænger, kan De måske ad denne vej nå op til tops på en halv time". Jeg følte mig vældig lettet, og var ikke bange for at udstå nogle strabadser. "Pas på De ikke kommer for langt mod nord, toppen ligger ret op", råbte han efter mig, da jeg begyndte at entre op. Det første stykke gik hurtig, det var nok brat, men dog let at passere. Jeg så til klokken, kun 10 minutter havde jeg gået, jo der skulle jeg let række op på en halv time. Jeg synes allerede, der var dybt under mig. Stien slog et stort sving, der syntes alt for stort for mig, derfor svingede jeg ud af den og gik lige på. De første halv snes meter gik nok så bra, jeg klyngede mig til træerne, hev i grenene og hejsede mig op, endelig tog jeg i et stort klippestykke, men ak og ve! Det skulle jeg ikke have gjort; thi stenen var løs, den rullede nedad med et grulig spektakkel, og jeg belavede mig på at rulle efter, men fik i sidste øjeblik armene slynget om en gran og gav den en varm omfavnelse, til gengæld fik jeg en varm næse. Så måtte jeg tage et lille sving, for at komme op. Igen gik der en stund temmelig fort fremad, indtil jeg standsede ved en mur på en 4-5 meter høj. "Havde jeg nu bare været en flue", tænkte jeg, så skulle jeg nok marcheret op, men jeg var jo nu engang et lille menneskebarn på kun to ben.Jeg så til klokken. Kun 10 min. igen. Og jeg begyndte at spekulere på, om jeg virkelig ikke skulle række op på en halv time. Der var nu meget dybt under mig, men tågen hindrede mig i at se langt omkring. Igen måtte jeg tage et stor sving, kravlede et langt stykke, slap så omsider fodfæstet og rullede nedad, som en anden kringle. Sten og grene rullede med, men omsider standsede jeg på et lille uskyldig birketræ, der svajede frem og tilbage under min hele tyngde, men det gav sig ikke, og glad var jeg. Jeg samlede mig forsigtig op og gned de ømme punkter, også det punkt, som ramte træet.Efter nogle mindre nævneværdige genvordigheder, stod jeg endelig på toppen. Det havde taget akkurat en halv time. Men som jeg svedte. Jeg tænkte mig, at der lå nogle kilo fedt på den vej jeg havde banet. Nedad var der frygtelig dybt, og det var morsomt at se. Det så ud, som om elven lå lige ind under mig, skønt jeg vidste at der var langt fra foden af berget og til elven. Gårdene dernede så meget små ud, men tågen hindrede mig i at se mere end en lille mil ud over.Nedstigningen gik nok så hurtig, jeg rullede et par gange, men det var jo nedad alligevel, så havde det ikke så meget at sige.

Last modified on 1. January 2009