Brev hjem til moder, Ærø den 24. juni 1914

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

Ærø den 24 juni 1914

Min egen kære mor!
 Mange gange tillykke på fødselsdagen, og gid du må vedblive at være en lille sund og tyk mutter i dit nye år og langt, langt længere. Mit brev kommer desværre for sent, først i dag kom jeg i tanke om det tossede postvæsen vi har, at det må have tre dage til rejsen, det meste af min fødselsdagspost kom ikke før den sjette på grund af, at der ingen post gik den femte. Nå, så du vil have mig hjem til november. Ja, jeg kan jo ikke nænne at sige nej, men en ting ved jeg, at hvilken plads jeg end så får dernæst, så får jeg det aldrig så godt, som jeg har det her. Hver anden søndag har vi fri, og der er jo altid noget godt at høre et eller andet sted. Første pinsedag skulle vi alle kørt til Voderup klitter, men da vi ingen vogn kunne få, blev vi hjemme, og så spillede vi to piger, provsten og den største af drengene krok lige til vi svedte ved det, men provsten vandt, og det må vi høre for den dag i dag, det var nemlig første spil i år, og det bringer held, siden har vi spillet flere gange om aftenen, og jeg har da enkelte gange duperet ham. 3. pinsedag havde vi basar og der indkom omtrent 400 kroner til santhansmissionen, vi piger havde ikke andet at gøre, end passe børnene og se til, jeg vandt en bog for 1 krone og Margrete vandt en bog for 2½ krone. Johannes vandt et par små lyserøde sokker, som han gav mig, dem skal Antonette have til lille Anton Munk, det så underligt at skrive dette navn. Grundlovsdag var jeg i Søby til møde, hvor pastor Jørgensen Århus og en ganske ung højskolelærer talte, jeg kan i øjeblikket ikke huske hans navn, men begge foredrag var gode. Påfølgende uge var Margrete i Jylland, og jeg romsterede alene med det hele. Vi har endnu ingen lille pige fået, det er endda i dag en uge over over tiden siger hun, hun har ligget i sengen det meste af tiden de sidste 14 dage, i går græd hun og var helt fortvivlet, men i dag er humøret bedre. I søndags var jeg i St. Rise til ”kristeligt nationalt møde”, ved hvilken lejlighed pastor Bylov, Hou og soldatermissionær Brandt, København talte, og den gamle ærværdige provst Trolle holdt selv indledningsforedraget for, som han sagde, at vi kunne få sindene stemt. Kl. 8 holdt vi andagt, og det var i det hele en dejlig indholdsrig dag. Forrige søndag var der stor ungdoms møde her i haven og Monrad, Ryslinge og Provsten talte. Monrads foredrag var der ikke noget særligt ved, jeg havde endda ventet så meget, det var om Augustin den Store. Sidste fredag var jeg oppe og få to børn på 3½ og 5½ år vaksineret, og der var en kone som spurgte, om den ”store” også var min, jeg måtte jo uvilkårlig le og fortælle, at jeg ikke var mor til nogen af dem. Provsten og Fruen lo vældig da jeg fortalte det, og Provsten syntes, jeg skulle sagt: ”Jamen de er også uægte”. Forleden aften var jeg henne ved fiskernes, og fiskerkonen (en rar, dygtig kone) tog mig med begge hænder om kinderne og sagde: ”Du er sød”, uha, tænkte jeg, hun kysser mig da midt på munden, men jeg slap med skrækken. I går havde vi præstegårdssyn, det bestod af 8 mand, nogle af dem meget fine. Jeg havde pyntet bordet til chokolade med vores fineste kopper, servietter og nyudsprungne roser, og måtte jo stå stiv og strunk og se på hvordan de spiste. I aftes var vi ved havet for at se St. Hansblus, og det var ualmindelig kønt, rundt omkring på øerne og på strandbredden både på Fyn og og Ærø var det ene blus ved siden af det andet. Havet var stille og blank og yndigste hornmusik fra Ærøskøbing tonede ud over det. Vi sad ganske stille og nød det kønne til kl. 11. Lørdag eftermiddag var vi nede at bade i Østersøen, det var sjovt, igen at øve mig i svømningen, vandet var bare så ækelt salt. Nu er jeg inviteret til Anna Madsens bryllup, der skal være lige efter høst. Masser af kærlige hilsner til Jer alle, men flest til min lille mor fra din datter Pouline.



[Previous] Brev hjem til moder, Viborg den 7. november 1910.
[Next] Brev hjem til moder, Ærø den 2. august 1914
[Up] Breve fra - og til - Pouline Munk
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Last modified on 1. January 2009