Brev hjem til moder og søskende, Eidsvold den 23. august 1915.

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

Ejdsvold den 23/9-15


Kære Moder og søskende!
Tak for brevet, der kom så hurtig. Nej, jeg havde ikke skreven fejl dato, jeg var jo her kl. 9.15, og da vi aldrig spiser til middag inden kl. 2, så kunne jeg jo sagtens lave maden den dag. Samme eftermiddag var jeg ovre på ”Wormvik”, det er Marits hjem, jeg så det både udvendig og indvendig, men dog særlig fjøset(nøsset) interesserede mig, netop da vi var dernede kom de hjem fra fjældet med køerne (3), der er ingen køer her, som har horn, så de er så søde. Vi var da oppe på fjældet, eller berget som det kaldes i daglig tale. Vi søgte og fandt en blomst som kaldes ”linea”, den svarer til anemonerne hjemme. Det er ikke så højt fjæld her, at der er evig is og sne, nej det er som himmelbjerget, men det er jo det mærkelige, at det er en eneste stor kampesten, så det er besværlig at kravle derop, men der er jo da graner nok at holde sig i. Hvert sted, hvor der findes en smule jord, ja der gror også en gran. Deroppe fra er der en glimrende udsigt. Marit har 4 søstre og en broder hjemme, og det er yndige mennesker alle. Om torsdagen var vi ude i Ragnas hjem, også de er venlige og elskværdige alle, men de havde travlt den dag, da de netop havde fået skrabt sammen så mange ”slottefolk” (høstarbejdere). Der var en lille halv mil derud på en hård bakket vej, så jeg gjorde den sørgelige opdagelse, at jeg måtte have nogle lavere hæle, for at holde ud. Jeg ville skrevet til jer i går, men så tilbød Herskabet os en biltur, så blev der ikke noget af det. Vi bilede så 10 kilometer ud, åh hvor var det yndig. Arve, der er den yngste af sønnerne, som i daglig tale kaldes ”Lille-Gutten”, han var chauffør, gårdsgutten ved siden af ham, og Marit og jeg bagi. Marit er her nemlig endnu, og bliver til den 1. september, det er for syltningens skyld, Fruen er ked at sige noget videre om det, derimod er hun villig til at give besked og maden, der er ikke noget vi laver sådan her som jeg er vant til. Vi spiser lomper og lefser, det er noget så morsom, men jeg vil dog ikke opmale opskriften.
 Herskabet er vældig elskværdig og ligefrem, så jeg skal nok finde mig tilfreds. Gamle O. Arvesen har lige været her, det er Advokatens far. Når F. og N. vil slå op i højskolesangbogen, da vil i finde hans navn under mange sange. Denne O. Arvesen har sammen med en H. Anker dannet norges første højskole, så i kan jo nok forstå, at det må være en prægtig gammel mand. Der har været gæster her to aftner, den første aften forfatter Lejpland med frue og kunstmaler Konnow med frue. Den anden aften var det doktor Toresen med frue, søn og en ung dame. De er alle meget fine, men meget elskværdige over for mig, og jeg har ikke spor feber. Jeg kom til at stifte nærmere bekendtskab med doktoren, på grund af mine ører, jeg var i tidens løb bleven fuldstændig tunghør, og meget ophovnet i ansigtet, så spurgte Fruen ham og han erklærede, at det var en stor byld, men der var hul på den, nu har den flydt ustanselig i flere dage, og jeg er så godt som rask nu. Mit tøj er ikke kommen endnu, men der har været bud fra toldvæsenet efter nøglen, og da den er kommen igen, så håber jeg jo også snart at se kofferten.
 Det er også derfor at jeg endnu engang må benytte blyanten, det er mig nemlig ikke mulig at huske, at købe et penneskaft. Marit har taget plads hos en distriktslæge 1 lille mil ude, så opgier hun skolen så længe pladsen varer. Alle mennesker tror vi er søstre, en gammel mand standsede os en dag nede i bygden og spurgte om vi var søstre, og de fleste ser på mig to gange, for at overbevise sig om, at det ikke er Marit. – Ejdsvold er stor, der er fem stationer i den, men den består ikke af sammenhængenede gader, nej hvert hus med have på sin skrænt. I skulle set hvordan det så ud forrige lørdag morgen, det havde regnet, så hele dalen, hvor bækken går, stod under vand, og fossen skyllede ned, som var den sindssyg, vandet i elven (Vormen) var som det gule ler, jeg kunne ikke begribe hvad det var for en spektakkel om morgenen da jeg hørte fossen.
 Pelle, det er hunden, ligger og spørger mig om vi snart skal i seng, for i nat må han være ved mig, han plejer ellers at ligge ved Advokaten, men de er alle ude i bilen i aften. Vi har en lille fremmed gut, Lejf, han er 13 år og en morsom knægt.
 Nu er jeg søvnig og må slutte, derfor mine kærlige hilsner. Pouline.

 Vil i ikke sende mig opskriften på en sandkage og en krydderkage. Adjø da.



[Previous] Brev hjem til mor og søskende, Eidsvold den 3. august 1915.
[Next] Brev hjem til moder, Eidsvold den 1. oktober 1915.
[Up] Breve fra - og til - Pouline Munk
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Last modified on 1. January 2009