Hjemmeside1
Vinter / forår 1916

[Previous Page] [Next Page] [Up] [Home Page] [Contents]

Et selskab.
Der var indbudt sorenskriver (på dansk birkedommer) Nilsen med Frue, hotelejer Andersen med Frue, forfatter Liblein med Frue, doktor Toresen med Frue og fuldmægtig Bergan. Nogle fruer udeblev, og der blev da 12 til bords. Om morgenen rejste Advokaten til byen og Ole til skogs, som følge deraf spiste Fruen og jeg selvfølgelig simuljegrød til middag, som vi altid gør når vi er alene hjemme, denne middag er lavet og spist på et kvarter. Fruen dækkede bordet om formiddagen, mens jeg nuslede i køkkenet. Kl. 7 præcis sad de da ved bordet. Først serveredes hummer med nybagt franskbrød og smørkugler. Derefter rypesteg med knuste? Poteter, sous og russiske ærter. Efterpå fik de en butterdejskage med æbler, hvilken jeg måtte modtage mange komplimenter for. Alle fruerne var iført silkekjoler med slæb. En i lyseblåt med hvidt tylt, en i mellemblåt, en i sort og fru Arvesen selv i tyll, alle herrerne i sort diplomat. Under middagen blev sorenskriveren med frue af advokaten og og med tilslutning af dem alle ønsket velkommen til bygden (de er ganske nye). Sorenskriveren takkede hjerteligst for den elskværdighed og imødekommenhed. Som de havde mødt overalt, og, endte han sin tale, tiden vil nok vise om min hustru og jeg er kommen på den rette plads, eller om vi skamskænder Eidsvolds bygds tillid. Der blev efter talen klinket og nikket utallige gange. Det faldt mig pludselig ind, hvilken forskel der er i verden, her måtte jeg stå stille, mens de klinkede med berusende drikke. Ovre på Ærø hos provst Andersen, måtte jeg stå stille, mens de bad bordbønnen. Straks selskabet var gået ind i dagligstuen, mødte jeg med kaffen på et brædt (en bakke). Da jeg for tredje gang havde været inde med kaffekedlen, gik jeg ind med likør og glas på et sølvbrædt, derefter to gange med selteno, som de nød omkring det vesle (lille) messing seltersbord. Jeg havde Regine til at vaske op, så opvasken rørte jeg kun, da jeg satte den til side. Dagen efter sagde Fruen at alt var bra.

O. Arvesen.
Gamle Arvesen har igen været her. Han fik et dansk rugbrød og nogle rundstykker med hjem. Da han rejste, satte jeg hans gamacher på ham. Oppe på højskolen var de ellevilde over et foredrag, han havde holdt på to timer. Han bad mig komme og se "Sagatun" med alle dens herligheder.

På højskolen.

I går var jeg oppe på højskolen et ærinde for fru Arvesen. Ved denne lejlighed havde jeg endelig held til at træffe de danske piger, to fra Vestbirk ved Horsens og én fra Fyn. Særligt det fynske sprog var morsomt at høre. Åh hvor vi snakkede, ja det var moro, som nordmanden siger. Uf da også!! Da jeg i dag gik til mejeriet mødte jeg en herre, som spurgte mig, hvor der var skydsstation. Jeg anede ikke hvad det var, men, da 12 toget netop var kommet, fattede jeg straks den ide, at han ville hen og have en bedre middag. Da vi netop stod uden for Sandbergs cafè, svarede jeg, at der vistnok var en her. Manden gik ind, og hans spørgsmål ville jeg gerne have hørt, thi det han eftersøgte var - en vognmand!!!! Uf da også!!!!

På ski. 20/2-16

Endelig har jeg fået skier, og i dag har jeg været ude på dem for fjerde gang. Første dag blev jeg kaldt flink. Anden og tredje gang var det dårligere, jeg rullede ustandselig ned af bakkerne. I dag har fr. Finsdal og jeg løbet på en bakke. hvor ingen kunne se os, og jeg tror ikke jeg faldt mere end hver tredje gang, når jeg rutsjede nedad, derimod dat jeg ofte, når jeg gik opad, thi da gled skiene tilbage, og jeg rullede om. (Dat = drat) Det er morsomt at falde ned i den meterhøje sne, men det er rigtignok undertiden vanskelig at komme derfra igen. Frk. Finsdal og jeg måtte flere gange hive hinanden ud af sneen. Dagen efter. Selvfølgelig måtte jeg på ski i dag, da jeg var alene hjemme og skiføret var brillant. Ingeborg og jeg traskede lang ud forbi Elstadgårdene. På vejen passerede vi en meget høj brat bakke, men da vi skulle tage den på skråt, var der ikke nogen fare derved for hvem der forstår at styre vel at mærke, men jeg har det jo sådan, at det jeg absolut skal undgå, det styrer jeg lige på. Nå, som følge af dette begyndte skiene selvfølgelig at gå lige nedad, og i en fart smed jeg mig da ned i sneen, men faldt så uheldig, at jeg forstuvede venstre tommelfinger, det gjorde og gør endnu frygtelig vondt, men hindrede mig dog ikke i at fortsætte løbet endnu en times tid.

Skirend.

Kl. var 12 da skirendet begyndte på Eggebakken i dag, søndag den 5 marts. Jeg havde tre par strømper på i tykke skistøvler, havde godt varmt undertøj på, en tyk klædesdragt og Fruens solide ulsters, desuden tog jeg et iskoldt bad, før jeg klædte mig på. Således var jeg rustet til at stå stille i sneen i ca. 2 timer. En halv time øvede de sig på et mindre spring (hvilket allerede var stort for mig), det var vel på 5 meter. Der var 88 deltagere i rendet, det var delt i tre hold hvoraf den yngste var 8 år og den ældste 20. Glidebanen ...... springet som løberne tog. De begyndte ved 1, tog springet på 14 meter, susede ned gennem dalen ved 3, hvor publikum opholdt sig, tog et flot spring oppe ved 2, og var færdig, det vil sige, de som stod, enkelte tog en mindre flot rulning ned ad første bakke. I dag skete et frygtelig uheld, med en gut på ca. 17 år. Vi så det alle, da han var højt oppe i luften, at han kom ikke heldig ned. Nogle mente at han besvimede ved det første fald, men det var vist mest sandsynligt, at han allerede oppe i luften besvimede af spænding, i hvert fald rullede han bevidstløs ned af bakkerne. Det så frygtelig ud, og de fleste af os troede, at han var død på stedet, dog kom han lidt efter lidt til sig selv. Han blev sat på en kælke og en ilede foran til lægen. Resultaterne af lægens behandling kendes endnu ikke. Derefter fortsattes springet og præmierne uddeltes. Under det hele var, en liden gut på knap 6 år, ivrigt i gang med første spring (5 meter). Han tog flot springet, men faldt ved fortsat gliden, rejste sig og greb sin røde nissehue, baskede sneen godt af sig og stampede igen til tops. Væk var han, og publikum morede sig koselig. Om aftenen gik jeg ud i kommunelokalet og hørte Frk. Langsels foredrag om gypten. Hun fremviste nogle lysbilleder, og begge dele var vældig interessant. Derefter sang højskolens sangerhold nogle smukke flerstemmige sange, der iblandt en med omkvædet: "Det er Norge, det er Norge alt". Jeg forstår ikke hvordan det er med mig, for hver gang jeg hører det omkvæd, da kommer jeg til at længes, det er for mig, som om en vis trods i mig vil stå op og fortælle, at der også er smukt i Danmark, selv om vi ingen fjelde har. Efter sangen begyndte legen, og nu må jeg sige der kom vældig liv, åh, hvor de kunne lege: Gid vi dog kunne få en sådan leg indført hjemme.

På højskolen.

Søndag. Jeg var just færdig i dag, da mine danske veninder, Karen og Marie kom og kiggede ind til mig. Da vi havde vrøvlet en tid, blev vi enige om, at jeg skulle være på højskolen kl. 81/2, da en islandsk elev skulle holde foredrag om Island. Kommen godt til sæde deroppe, og et stykke fremme i foredraget begyndte han at blive slem efter danskerne, og Fru Sørensen tæller da højt, en, to, tre, fire, fem danske er vi her. Vi måtte uvilkårligt le alle, med samt den islandske gut. Det var jo lutter elever og lærere, som var omkring ham, så slikt kunne jo nok tillades. En ganng, da han var lidt mildere stemt mod os råbte Fru S. "ja". Hele foredraget varede i tre timer og var uhyre interessant. Til slut lagde vi armene over kors, gav samtidig vore sidemænd hænderne, dannede ring og sang en aftensang.

På højskolen.

I aftes holdt vor kære fynbo, Karen Jensen, 25 års fødselsdag. I den anledning var indbudt 5 danske, 2 islandske og 12 nordmænd. De to islændere foretrak dog at høre et interessant foredrag, men vi andre 18 mødte da. Vi underholdt os med leg og sang, chokolade, kage og appelsiner. Særlig sang vi en del danske sange, og nordmændene ville bestandig have flere. Når vi sang alle sammen, kunne vi høre telemarksjenten Svannaugs stemme over alle andres. Hvilken ren og klar stemme den jente dog ejer. Kl. 12 skiltes vi, efter at have tilbragt en meget hyggelig aften sammen. Jeg glemmer vist det vigtigste. På værelset vajede to norske og mange danske flag.

Vår.

For ca. 14 dage siden havde vi en meget mild dag, og derfor slog fossen en revne ned gennem elvvigen og helt ud i elven. Revnen er vel ca. 3 meter bred, men isen på begge sider er en meter tyk, så vi kan gå helt ud til den uden nogen fare. Det er vårens begyndelse. Et stykke op på berget begyndte fossen dernæst at lave hul. Jeg kiggede længe, før jeg kunne opdage det; thi det var meget lille, men jeg kunne høre den længe savnede lyd af rislende vand. Nu er halvdelen åbnet, men øverste del er endnu dækket med sne. Den syder og koger, tordner og buldrer. Hver morgen går jeg straks til vinduet for at se om den er blevet større, og det er den. Ned ad alle veje, bakker og stier, strømmer vandet vildt væk og danner Småfosser rundt om. Det er fornøjeligt at se, hvordan alle mennesker kan stå stille, for med spadserestokken at hjælpe vandet frem, hvis det standser i noget grus. Denne tid kaldes for vandflommen eller flomtiden.

En spadseretur.

Da vejret og vejen i går var uimodståelig gik Marit og jeg omtrent til gården Maa. Vi gik ustandselig i to timer og havde kun et kvarters gang tilbage, da vi mødte Marits søster, snuede derfor og gik tilbage. Vejen gik hen med noget, som kaldes "åsen", det vil sige noget berg , som på det øverste er bevokset med skov, men på den nederste skråning var der med korte mellemrum en frygtelig masse arbejderhuse. Enkelte af disse huse har en ganske lille have, men de fleste lod jorden ligge uopdyrket hen, (jeg ser overalt, at havebruget langt fra , måler sig med det danske) derved bliver skråningen overgroet med ganske fin græs, hvorimellem berget stak op rundt omkring. Og netop nu er græsset så frisk grønt overalt. Midt på åsen så jeg Eidsvolds mindste våningshus. Jeg troede det var en dukkestue, thi at det lille rør, der stak op midt på, kunne tjene til skorsten, det faldt mig dog ikke ind, dog blev det mig fortalt, at en gammel enlig skomager bor der. Jeg så ud over mange frygtelig stejle bakker, hvis ejere havde forsøgt at opdyrke dem, men rundt om sås tydelige spor af store skred, så jeg forstod nok, hvor tungvindt det norske landbrug må være. Vi så ud over elven, med alt berget i baggrunden. Ned af åsen strømmede tre små fosser, gik under vejen, og blev ved langt ned i den dybe dal. Vi fulgte Olga ned til en bro, som gik over en liden å i bunden af Evria (Elvvig) s59. Nu kunne Marit og jeg gå en genvej, og nå hjem på et kvarter, men da det var temmelig mørkt og tåget (hele mjøstågen hængte omkring os) foretrak vi at gå udenom, hvilken vej kunne tage en time. På genvejen var nemlig en masse stejle, lerede bakker, og vi skulle kravle over et gærde, som stod midt i en bæk. Kl. 111/2 var jeg hjemme, og havde da gået uafbrudt i fire timer.

Mere vår.

Nu er våronnen (forårsarbejdet) i fuld gang overalt. Fuglene synger, træerne skyder knop, sauene (får) er kommen på græsvangen, ude i træerne har nogle egern frygtelig travlt med at klatre. Overalt vrimler blomsterne frem. Jeg tror næsten heller ikke, der findes mere sne nu, da vi de sidste tre dage har haft megen regn. I de samme tre dage er elven steget tre meter, så der hvor barna legte tørskoede, der er nu så meget vand, at utallige ro- og motorbåde er stukket ned, og hver dag går ud og ind. En bådbro er lige ved at blive overskyllet, skønt vi for tre dage siden kunne gå ned af mange trappetrin fra den, og så lægge os på tør jord. Fosselejet har været overfyldt. De lavest liggende huse har allerede kælderen fuld af vand, hvis vandet bliver ved med at stige, da må de snart rykke op i anden etage. Alt dette har jeg gået og set på og frydet mig over, men når jeg så læser i avisen, hvilken ulykke det har voldt andre steder, overskyllet hele bygder, bortrevet broer og taget mange menneskeliv, da synes jeg knap jeg har lov at fryde mig, selv om denne egn ingen skade har lidt. Dog har der også været fare for Eidsvold bro, da de nye løsslupne tømmerflåder kom med en usædvanlig kraft. Flere mænd har været beskæftiget med at lede tømmeret under broen, og dette er et stort arbejde.

En mørkningstur.

I aften har jeg gået den før omtalte genvej, det gik udmærket, både med de stejle, lerede stier og rækværket midt i bækken. Da vi nåede samme sted, hvor Olga sidste søndag gik tørskoet over, måtte hun tage en båd og ro ovenover broen, det var en forskel.


17 majfest.


5. junifest! Grundlovsdag. Børnene fra tre store skoler, med 150 i hvert hold skulle mødes i kirken til børnegudstjeneste. Alle bar de en lille norsk fane og på brystet var fæstet de tre norske farver. Hvert hold gik frem i procesion med en lærer eller lærerinde for hver klasse. De råbte hurra i et køre og sang "Ja vi elsker dette landet". Efter hvert hold kom en stor flok voksne også med de norske farver på brystet alle undtagen mig. Kirken var fyldt til sidste plads, og pastor Hermanrud holdt en god tale i dagens anledning, lovpriste gamle Norge, bad for den ungdom, som nu trådte frem, og til slut sang vi med kraft og styrke "Ja vi elsker dette landet". Orgelet blev aldeles overdøvet så vældig lød det. Og dermed var festen forbi.

O. Arvesen.

"Se nu" sagde han i morges, da jeg var oppe med noget kogt vand "nu kan De sætte denne sko på for mig, og dernæst denne (her tog han en gamasje) , så skal jeg snart være i tøjet". Jeg begyndte at hjælpe ham, mens han kom med de sædvanlige spørgsmål: Hvor jeg var fra? Hvad jeg hed? Og hvilken højskole jeg har været på. "Jeg liker ellers godt danskerne", sagde han, "men bedre sønderjyderne. Der var engang for en 20 - 30 år siden, jeg var nede ved grænsen til et vældig stort folkemøde, og skulle tale sammen med Skrøder og nogle flere af datidens danske stormænd, som jo nu er døde alle sammen. Vi skulle logere hos en bondemand et par mil syd for grænsen, hvortil vi skulle køre med vogn og to svære jydske heste. Vor vært var på mødet sammen med to kække gutter der vel kunne være 18-19 år. Vi var da et stort læs, da vi kom derud på bondegården. Inde i stuen mødte os konen i en bomuldskjole og med noget endnu bedre, med et hjerteligt "velkommen" på munden. Og sikke det bord. Der stod kold kyllingesteg, kold oksesteg, spejlæg og en mænge andre ting. Da vi havde spist os mæt, blev vi anvist vort værelse. Jeg så på sengen, sikke none underdyner, pfit! (Her pegte han ned i gulvet). Og sikke none overdyner, pfit! (Her pegte han op i loftet). Jeg drømte om natten jeg svømmed. Om morgenen, kl. var vel 5, ville jeg se ud af vinduet, for at se egnen ved dagen. Og hvad ser jeg? Ude på vejen kom manden, konen og begge gutterne med et læs korn. Tænk Dem Pouline, kl. 5 om morgenen. Da tænkte jeg: "Det er folk som viser sig flot, men samtidig står de op og bestiller noget". Ikke sådan, som de derhjemme, der sover til langt op ad dagen. Jo sønderjyderne er flinke folk. Tak skal De ha, Pouline, det var bra". Jeg havde ellers været færdig længe, men måtte jo vente og høre fortællingen til ende.

I skumringen.

Magnhild Stai, Katrine Hoel og jeg var netop færdig til at ro ud i aftes, da Olga Habbestad kom og meldte, at to danske gutter ventede os nede ved elven. Vi roede da ud alle seks, først over til tunellen, der gik vi i land, så gik vi over tunellen og hen ad en yndig sti på toppen af bakken. På et kvarter nåede vi "Verdens Ende". Dette er en halvø, der dannes hvor Anelven løber i Vormer, og vi kan ikke komme videre uden båd. Vi så ud over den smukke egn, hvilte os lidt i græsset og skyndte os så tilbage til båden, hvilket dog var noget vanskelig, på grund af den bratte bakke op og ned. Og selvfølgelig måtte vi kravle over gærde der, som alle andre steder. Kommen i båden roede vi ned til Sundfossen. Denne er ikke som andre fosser, der strømmer ned af bergets sider, nej Sundfossen kommer op fra dybet, kogende, sprudlende (ikke varm) og laver en frygtelig strøm. Selvfølgelig vovede vi os ikke ud på strømmen, men gik i land og ud på en bro over slusen, hvor vi rigtig kunne se det. Mens vi stod der, kom en motorbåd mod strømmen, da den var midt ude i fossen, sad den fast, skønt maskinen arbejdede med fuld kraft. Den måtte da svinge og kom godt over. Vi roede nu ganske langsomt hjemover, og snart var vi tre jenter landsat i Sundgården, men vi blev ved at vinke til de andre tre, så længe vi kunne se dem, men snart forsvandt de i tågen. Elven blev igen blank, og berg, skog og hvide villaer spejlede sig deri.



[Previous] Efteråret 1915
[Next] Pedersen
[Up] Pouline Munks Norgesrejse
[Home] Home Page
[Contents] Hjemmeside1 Contents

Thanks for visiting Hjemmeside1

Last modified on 1. January 2009