Lillehammer.

Det var den næstsidste søndag skibet "Skibladen" gik, derfor fik jeg lov at tage med. Magnhild og de to danske gutter, Pedersen og Hansen ledsagede mig. Vi tog med toget op, dels for at se udsigten derfra, og dels for at få længere tid til rådighed deroppe. Toget går langs Mjøsen hele vejen, og i dens blanke flade blinkede solen gemytlig, ja det var et dejligt vejr. På den modsatte spejlede berget sig i det klare vand. Vi kom igennem en masse småtuneller, og så snart det blev mørkt begyndte vi at nappe hverandre vældig, eller en af os skiftede plads, så vi var ret tullede, når det igen blev lyst omkring os.

Kommen til Lillehammer, gik vi først ind og spiste vor medbragte mad. Vi tog nu en bil, og bildte os ind, at vi kørte til en bekendt fos, men i stedet stoppede chaufføren ved indgangen til "De sandvigske Samlinger". Vi blev rigtignok noget lange i ansigterne ved den opdagelse. Han forklarede nu at det var umulig at køre ud til fossen, da det var en smal fjældvej, og at vi måtte have mindst en time til at gå derud. Da vi kun havde 11/2 time til vor rådighed, tog vi det fornuftige parti at le ad det hele. Nu skulle vi altså se disse samlinger. Der var nogle gamle bygninger fra helt ned i det 15. århundrede. Der var en præstegård, en kaptajnsbolig, en almindelig gårdmandsbolig og et kapel, videre kom vi ikke, da vor tid ikke slog til længere. Jeg synes ikke rigtig, at kunne skrive om hvad vi så der, men det jeg bedst husker, skal jeg dog nedprente. Det var i kaptajnens dagligstue, der stod et stort "skab", hvilket konen, som viste os omkring, lukkede op og forklarede, at det var en seng. Jeg siger rigtignok stakkels langbenede svend, som skulle ligge der, men for en lille tyk drone kunne det med nød og næppe gå an. Konen lukkede nu nederste dør op og forklarede, at når ungerne skreg alt for slem, blev de puttet ind i dette rum under sengen, så kunne de skrige så meget de ville. -Nok så praktisk for resten.

De Sandvigske Samlinger

Derfra gik vi ned og tog med skibet hjem. Vi havde nu en yndig udsigt til begge sider, med skiftende berg, skog, fjæld, bygda og ås. På vejen nedad måtte skibet holde mindst 6 gange for at tage en bådfuld passagerer om bord. Kommen ned til gården "Maa" kom min veninde og en tredje af de danske gutter derfra og roede ud i en båd og til disse vinkede vi, så længe vi kunne se hverandre. Jeg må til slut tilføje, at skibet vi var på, var en af de nymoderne hjuldampere, som vi vistnok ikke har i Danmark. (altså gammeldags) -[har en eller anden tilføjet meget senere, tydeligvis med blå kuglepen.]

Skibladner på Mjøsa

Skibladner

Last modified on 1. January 2009